Indplacering
Prisen på en bilforsikring er meget afhængig af, hvor mange år du har haft bilforsikring, og hvor mange skader du har haft. Hvis du skulle indplaceres helt korrekt i alle selskaber, ville du skulle svare på mange spørgsmål. Forsikringsguiden stiller ret få spørgsmål - men det giver så til gengæld en vis usikkerhed på prisberegningen. Den rigtige indplacering kan du kun få ved at kontakte et forsikringsselskab.
Retshjælpsforsikring
På en bilforsikring med kaskodækning er der tilknyttet en retshjælpsforsikring, der i visse tilfælde betaler sagsomkostninger ved private retssager, der vedrører din bil, samt tvister, der vedrører personskade opstået ved kørsel med bilen. For at du kan bruge retshjælpsforsikringen, skal du i de fleste tilfælde først henvende dig til en advokat, der vil vejlede dig om, hvad du skal gøre. Retshjælpsforsikringen har en maksimumdækning og selvrisiko. Størrelsen af disse kan du se under det enkelte forsikringsselskabs svar på din forespørgsel.
Du kan finde flere oplysninger om retshjælpsforsikring og småsager på forsikringogpension.dk.
Det røde SOS-kort
Hvis din bil er kaskoforsikret, har du automatisk redningsdækning ved kørsel udenfor Danmark i Europa. Det røde SOS-kort, der fås hos dit forsikringsselskab, bør medtages på turen. På kortet kan du se, i hvilke skadesituationer du kan få hjælp, hvad hjælpen består i - samt telefonnummeret på SOS' alarmcentral i København. Er du kommet afsted uden kortet, kan du dog få hjælp alligevel - ring blot til alarmcentralen.
Ejer/bruger
Præmien for en bilforsikring beregnes ud fra den reelle risiko. Hvis en forælder har købt en bil til sit barn, beregnes præmien ud fra barnets køreerfaring.
Trailer
Din trailer er ikke forsikret via indboforsikringen. Den kan kun dækkes for skader med en kaskoforsikring (bilforsikring).